Indretning og interiør
Til god arkitektur hører god indretning. Dissing+Weitling tegner skræddersyet interiør og bygger videre på årtiers designtradition.
Siden sin grundlæggelse har Dissing+Weitling videreført sin forgænger Arne Jacobsens tradition for at tegne interiør og andre designprodukter til arkitekturen.
Det er blevet til utallige design og indretningskoncepter gennem tiden - alt fra briller- til byrumsdesign - og traditionen fortsætter i dag med interiør-, lys- og indretningsdesign i forbindelse med såvel nybyggeri som transformationer og bevaring. Specielt større domiciler og kontorbyggerier får sine egne specialdesignede løsninger, der harmonerer med brugerbehov og byggestil.
Også tegnestuens mobilitetsteam tegner belysning og industrielle dele til broer og andre infrastrukturprojekter.
Artillerivej - 'kæmpemøbel' til mangfoldige behov
Artillerivej - design til egen tegnestue
Dissing+Weitling har hjemme på Islands Brygge i en transformeret trikotagefabrik, der i dag er et kontorkompleks for forskellige virksomheder.
Tegnestuens lokaler stod rå ved overtagelsen og Dissing+Weitling tog hul på en større istandsættelse og tegnede interiør og indretning, der er kendetegnet ved en høj grad af fleksibilitet og et miks af rå beton og varme materialer som træ.
Et slags specialdesignet 'kæmpemøbel' opfylder med sin ruminddeling mange af arbejdspladsens behov: opbevaring, arbejdszoner, fleksible mødelokaler, 'telefonbokse', afskærmning af teknik med mere.
Skabsmoduler er udstyret med hjul, så de kan flyttes efter behov. I en central mødezone er der plads til fællesmøder og anden samling.
Specialdesignet kontorinventar til MT Højgaard
MT Højgaards hovedkontor
Alt kontorinventar er specialudviklet til huset i samarbejde med bygherren, så det opfylder de konkrete behov hos MT Højgaards medarbejdere, og der samtidig er sikret fleksibilitet ved eventuelt nye krav i fremtiden.
Indretningen er et miks af miljøer, udtænkt efter det samtidige new office-koncept, der understøtter forskellige behov i løbet af dagen – bevægelse, social aktivitet, afstresning og helt bestemte arbejdsaktiviteter i stillekontorer eller åbne møderum. Det er muligt at koble af i 'hjemlige' zoner og tage en kop kaffe med kollegerne.
Kontorfløjene har kig til atriet fra alle etager, hvis rum spænder ud i bygningens fulde højde. Atriet er ramme om fællesfunktioner som bibliotek, undervisningsrum, reception, kantine og lounge og fungerer som et naturligt samlingspunkt for medarbejderne.
Til atriet er udviklet et lysdesign, der fungerer stemningsskabende i det store rum.
ECCO hotel og konferencecenter - træ-, beton- og læderdetaljer
ECCO - kvalitet og håndværkstraditioner
Dissing+Weitlings samarbejde med ECCO i forbindelse med udformningen af ECCO hotel og konferencecenter i Tønder, var i høj grad et spørgsmål om at forstå den traditionsrige og ambitiøse skoproducents kerneværdier og implementere disse i såvel arkitektur som interiør.
Den specialdesignede indretning, vi tegnede, afspejler virksomhedens værdier som bæredygtighed, håndværkstradition og kvalitet.
ECCO's brandløfte Comfort with Style – Style with Comfort blev en ledetråd for tanker om husets arkitektur og koncept. Comfort eksisterer ikke uden style – og omvendt. Enhver detalje i huset blev udformet med tanke på at optimere brugssituationer og samtidig skabe noget smukt:
Specialdesignede LED-baserede armaturer med håndsyet læderbeklædning, kunstfærdigt udsmykket vægbeklædning i træ og læder, samt en betonvæg, der både lyddæmper og falder i smukke folder, som var det et blødt gardin. Hver detalje i huset - fra møbel- til trappedesign - respekterer det ECCO'ske DNA og afspejler værdierne i den unikke virksomhed.
Københavns Universitet - specialløsninger til ude og inde
Københavns Universitet
Vores rammeaftaler med Københavns Universitet omfatter renovering og ombygning af en lang række meget forskellige undervisnings-, forsknings-, laboratorie- og administrationsbygninger. Nogle er fredede og bevaringsværdige, mens andre er af nyere dato. I mange tilfælde har Dissing+Weitling tegnet tilpasset interiør - møbler, belysning og industrielt design til ude og inde.
Øvrige udvalgte projekter, der omfatter nyindretning og interiør:
● AB6
● COWI
● ISS
● WSP's (tidligere Orbicon) hovedkvarter