ECCOs konferencecenter

Et plusenergihus, som manifesterer firmaets kerneværdier

Dissing+Weitling, ECCOs konferencecenter, eksteriør, Adam Mørk

Dissing+Weitling har indtænkt ECCO's værdier i alle arkitektoniske og designmæssige detaljer og samtidig skabt et plusenergihus.

  • Tønder, Danmark
    Arbejdsmiljø og uddannelser
    2011 - 2013
  • Bygherre
    ECCO
    Samarbejdspartnere
    Ingeniør’ne / Yards Landscape / Form Cph
    Størrelse
    4.000 m²
    Fotograf
    Adam Mørk
  • ECCO's konferencecenter bidrager i sit design til den førende skovirksomheds stolte historie og indarbejder ECCO's tre grundværdier - bæredygtighed, innovation og godt håndværk - i alle husets arkitektoniske og designmæssige detaljer.

    Samtidig bidrager bygningen til at positionere ECCO som miljøbevidst producent, da bygningen kan klassificeres som et plusenergihus; bygningen er selvforsynende og leverer også energi til nabobygningens forbrug.

  • Dissing Weitling Ecco vaerelse
    Områder til ro og afslapning med udsigt over landskabet.
  • Huset ligger i det åbne moselandskab tæt på Vadehavet, og alle værelser er designet til at give maksimalt dagslys og panoramaudsigt over det naturskønne område.

  • Ecco air

    ECCO's brandløfte "Comfort with Style – Style with Comfort" blev en ledetråd for Dissing+Weitlings tanker om husets arkitektur og koncept. 'Comfort' eksisterer ikke uden 'style' – og omvendt. Enhver detalje i huset blev udformet med tanke på at optimere brugssituationer og samtidig skabe noget smukt.

  • Husets faciliteter består af 50 hotelværelser, showrooms, oplevelses- og multirum til brug for ECCOs medarbejdere og gæster.

  • Dw ecco conference room
    'Draperet betonvæg' med akustiske fordele og smuk materialitet.
  • Tyngdepunktet eller bygningens hjerte er det store multifunktionelle rum i stueetagen. Her er plads til alt fra konferencer og foredrag til middage i lyse og funktionelle rum.

    Rummets kvalitet, dets materialer, naturlige dagslys og akustik gør det lige behageligt at være i – fyldt som tomt. Udstillingslokaler og mere intime mødelokaler er placeret i direkte forbindelse med multifunktions-lokalet, hvilket giver en problemfri visuel og funktionel interaktion mellem rummene.

  • Dissing+Weitling, ECCO konferencecenter, skitse
    Tegning af Daniel Hayden.

    Bygningens grundplan er cirkelformet, hvilket giver den bedste arealudnyttelse med korte afstande i huset og et minimeret varmetab på grund af den reducerede overflade. Bygningen anvender jordvarme og –køling samt solenergi.

  • Materialitet

    Udvendigt såvel som indvendigt har vi fokuseret på, at kvaliteten af materialer og håndværk træder ærligt og sanseligt frem. Vi har udviklet elementer som lysarmatur med håndsyet læder sammen med ECCOs specialiserede medarbejdere, så ECCOs medarbejdere har fået mulighed for at sætte deres personlige præg på indretningen.

    Udvendigt er huset beklædt med canadisk cedertræ, som komplementerer den omkringliggende natur. Huset ældes dermed med ynde i kraft af træet, som med tiden patinerer til en smuk sølvgrå nuance.