Glostrup Park Hotel
Naturmaterialer, panoramaudsigt og naturligt lys
Glostrup Park Hotel har med hjælp fra Dissing+Weitling udvidet og ombygget sine faciliteter for at styrke sin position på møde- og konferencemarkedet. Resultatet er en markant tilbygning i gennemførte naturmaterialer, panoramaudsigt og godt lysindfald.
- Geografi
- Danmark
- DK Category
- Hoteller
- År
- 2012 - 2015
- Bygherre
- Glostrup Park Hotel
- Størrelse
- 7.900 m²
- Samarbejdspartnere
- HaCaFrø / Yards Landscape
Glostrup Park Hotels ny- og ombygning er på i 7.900 kvadratmeter og omfatter en ny reception, nyt konferencecenter med 14 mødelokaler, en restaurant med plads til 300 gæster, køkken samt 54 nye værelser. Det største konferencelokale har plads til 300 personer.
Kontakt mellem park og bygning
Hovedindgangen ligger ud mod hovedvejen og er trukket tilbage fra facaden som et overdækket areal. Vi har udnyttet den gode beliggenhed ud til byparken bedst muligt ved at skabe store vinduespartier i de moderne mødelokaler, kig til haveanlæg og overdækkede terrasser med udsigt.
Et kobbertag skaber et let og åbent udtryk ud mod parken og de karakterfulde høje glaspartier skaber kontakt mellem bygningen og det bearbejdede landskab, der langsomt trapper ned mod restaurantens store terrasse og vinduesparti.
Konferencecenteret lægger sig med ryggen ud mod trafikstøjen mod nord og vest. Her skærmer de mindre vinduespartier i murstensfacaden mod støjen, og facaden får et tungt og robust udtryk.
Indretningen er varm og taktil med brug af materialer som mørke kolumbategl, italienske natursten og store asketræssøjler. I hotelfoyeren træder gæsterne ind i en lys og venlig atmosfære med ovenlys og store glaspartier ud mod terrassen.