Bygningens advokat

Karoline Juhl Jessen (KJJ) har til daglig fingrene i bygningsarven. I Dissing+Weitlings team for kulturarv og transformation arbejder hun med alt fra historisk byggeteknik og materialer til arkitektoniske analyser på fredede og bevaringsværdige bygninger. Her er det ikke længere et spørgsmål om enten at bygge nyt eller bevare, men at udarbejde grundige undersøgelser af, hvordan tidligere tiders rum kan renoveres og tilpasses moderne brugs- og energikrav.

Dissing+Weitling arbejder også med renovering og transformation af bygninger, som ikke i udgangspunktet er bevaringsværdige. Også i de projekter gælder det om at anlægge et totaløkonomisk syn på projektet og vurdere driftsøkonomi, bygningsarv, funktionalitet og bæredygtighed.

Karoline selv har en forkærlighed for den del af bygningsarven, som enten er åbenlys ’skæv og besværlig’ i forhold til byggekrav og reguleringer, eller omvendt, overset og nedrivningstruet, fordi den ikke umiddelbart virker attraktiv eller rentabel. Begge bygningstyper falder ind under hendes speciale og rammer en rodfæstet kærlighed til kulturarven i hende:

KJJ: – Arkitektur er kulturbundent. Det er traditionsrigt og stedsbestemt. Det er det, som har tændt min interesse for gamle bygninger. Både i forhold til bevaring, men også ved ombygninger, fortæller Karoline.

– For mig er det spændende 'at nørde' de lange historier, der ligger i bevaringsværdig og fredet arkitektur, men også at få lov til at kuratere de værdier, der ligger i de mere oversete bygninger. Dét med at danne sig et velinformeret grundlag og komme med nye arkitektoniske forslag, der bygger ovenpå noget, der allerede eksisterer, er interessant for mig.

Som barn og ung lagde Karoline tydeligt mærke til de rum, hun befandt i, og hvilke følelser de vakte i hende. Rejser har sat sig i hende som en interesse for, hvordan andre kulturer bor, og hvilke rumlige stemninger, det giver. Dengang var det diffuse anelser, siden blev det konkret på arkitektskolen i København, på linjen for Kulturarv, Transformation og Restaurering.

KJJ: – Når jeg efterrationaliserer, føles det på en måde som om, fascinationen altid har været der. Jeg tegnede plantegninger og indrettede rum som barn, mens andre tegnede huse med en sol ovenover. Jeg tror også, at min interesse stammer fra rejser. Jeg har minder om bambushytter i regnskove, flydende landsbyer i Sydamerika og lerhytter i Afrika. Det gav mig mange rummelige oplevelser længe før, jeg blev interesseret i arkitektur.

– Kan du beskrive nærmere, hvordan det præger dit arbejde i dag?

KJJ: – Som restaureringsarkitekt bygger jeg videre på kulturarven, ja, på historien i det hele taget. Jeg bliver forbundet med fortiden, samtidig med at jeg forholder mig til samtiden. Det er et helhedssyn, som handler om at se på det, der er kommet før os og allerede har stået længe. Uafhængigt af hvilken type eksisterende bygninger, det gælder, er der ofte arkitektoniske kvaliteter at finde – det kan være materialemæssigt, lysforhold, eller noget tredje. Det spændende er at være med til at finde potentialerne.

– Jeg kan forestille mig, at nogle tænker, at det er dyrt at hyre den slags ’kurator’ til sit byggeprojekt?

– Ja, man kan godt blive mødt med holdningen, at fokus på detaljer og æstetiske krav må være dyrt. Men, til det vil jeg sige, at hvis det betyder forskellen på, om et hus får lov til at stå i 50 eller 150 år, så ser regnskabet anderledes ud. Set i forhold totaløkonomien og især i klimaregnskabet i et projekt, kan renovering i mange tilfælde godt betale sig.

– Så, når nogle siger, at det er dyrt at renovere, er det en skrøne?

– Når en bygherre siger noget er dyrt, handler det i mange tilfælde om, at man er interesseret i at sælge eller udleje sit byggeri med det samme, eller er bundet op i stramme årlige budgetrammer. Man har ikke nødvendigvis planetens totalregnskab for øje, eller intentioner om at beholde en bygning i hverken 200 eller 100 år. Det er måske mere en økonomi, der rækker til de kommende år, hvor man vil afhænde bygningen. Ud fra dét perspektiv, kan det være dyrt. Hvis man derimod ser på det fra både et klima-, kultur- og totaløkonomisk perspektiv, kan det være mere fordelagtigt at renovere. I disse år pågår der flere studier, der beregner priser på genbrug versus nybyg.

– Og hvordan med klimaregnskabet – giver renovering eller transformation af en eksisterende bygning også et bedre CO2-regnskab?

KJJ: – Man kan sige, at eksisterende bygninger, uanset deres klassificerede bevaringsværdig, har det bæredygtige udgangspunkt, at de allerede er bygget! Jo længere tid de eksisterende ressourcer kan holdes, genbruges og bevares, desto bedre, selvfølgelig. Alternativt ville de skulle erstattes af nye ressourcer.

– Ældre bygninger er også typisk ret robuste. Der er brugt gedigne materialer, og der er tænkt over tingene både teknisk og arkitektonisk. Det gør, at de ofte med relativt enkle greb kan tilpasses nye funktioner.

- Helt grundlæggende handler også om, hvordan vi opfatter ejerforhold, og hvordan vi ser på bygninger. Altså, er det noget, der skal klaskes op og sælges, eller er det noget, man har, passer på, udvikler og driver langsigtet forretning i? Hvis et hus er robust lavet, kan det bedre modstå udsving i moderne krav til funktion og teknik.

– Generelt ville jeg dog ønske, at der var flere der huskede, at one size does not fit all! Det er rigtigt, rigtigt vigtigt, at lovgivningen er ambitiøs i forhold til arbejdsmiljø og energikrav, men det må ikke blive et for snævert syn på, hvordan en bygning skal være. Der skal være plads til at bevare huse, som ikke er gennemsnitlige - på deres præmisser, som de er: særegne. Det synes jeg er vigtigt ved siden af den regnearkstilgang, der også huserer i dagens byggebranche. Der skal være plads til, at noget bygningskultur enten kan veje tungere eller veje lige så meget og ikke bliver tromlet af et standardregulativ.

– Hvordan underbygger du de argumenter?

KJJ: – Mit speciale gør, at jeg er trænet med en ret klar metode, som jeg i store træk bruger i praksis på mit arbejde. Det handler om at udføre projekter på de fredede og bevaringsværdige huses præmisser – og i det hele taget at se sine ændringer og tilføjelser til et sted, som en videreudvikling af noget allerede eksisterende. Jeg ser på de historiske, tekniske og arkitektoniske vilkår og sammenholder det med ønsker til ændringer og behov.

– Jeg og teamet [for kulturarv og transformation, red.] kan udarbejde en værdisætning af den bygning eller det område, det handler om. Det er en måde at kortlægge kvaliteter og potentialer. Det kan selvfølgelig være en udfordring at opdatere en bygning til nutidige krav til fx ventilation og el, men hvis man har bygningens præmisser for øje, så er det muligt at finde gode løsninger, uden at ødelægge dens særegenhed. Det viser projekter som fx Observatoriebygningen og Rolighedsvej.

KJJ: – I takt med at min forståelse for samarbejdet mellem rådgivere og myndighed har udviklet sig – og især hvor vigtig kommunikationen mellem alle projektaktører er – er jeg blevet mere fokuseret på at finde frem til den fortælling, der ligger til grund for de eventuelle ændringer, vi anbefaler. Det er mit arbejde at forene ønsker fra bygherre og brugere med husets iboende potentialer, og derudfra bygge mine forslag om bygningsændringer på en idé og en fortælling, som knytter an til det specifikke hus og dets historie.

– I tilfældet med den fredede bygning på Rolighedsvej, ønskede Københavns Universitet at optimere et kontorareal og få plads til flere medarbejdere. Det lykkedes os både at omstrukturere og optimere pladsen. Vi kunne fx genopføre skillevægge i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen.

- Fordi bygningen oprindelig blev brugt som sygehjem for folk med brug for kontinuerlig pleje på mindre sengestuer, kunne vi bruge den oprindelige disponering. Vi kunne i et vist omfang føre den tilbage, fordi inddelingen i det her tilfælde var god til de tomandskontorer, man ønskede, for at få ro til de arbejdende.

– Er det en rolle, der både kræver analyse, kuratering og kreativitet?

KJJ: – Ja, og nogle gange kan man føle sig som ’bygningens advokat’! Det er et interessant spænd, man kan stå i, mellem en kunde og en bygning, og føle sig som beskytter og netop advokat. Men, vi er jo bestilt af kunden til at lave nogle forandringer, så det skal balancere, og det er min erfaring, at de gode løsninger stort set altid findes.

– Det sker dog i sjældne tilfælde, at en bygning er så særegen, at den er meget vanskelig at ændre på eller føje noget til, uden at ændre på fredningsværdierne. I forbindelse med min efteruddannelse Plus To har jeg lavet flere casestudies, der ser på de dilemmaer, der kan opstå ved opdatering af helt særlig bygningsarv.

- Du kan i yderste konsekvens sidde med en sag, hvor en opdatering potentielt ville betyde, at en bygning mistede sin fredningsstatus. I de tilfælde bliver det synligt, at det er kulturhistorie og kulturarv, vi arbejder med, og at nogle bygninger bare ikke kan ændres.

- Det åbner for en principiel diskussion på tværs af meget bevaringsværdigt og fredet byggeri: Hvor meget må og kan vi ændre på en bygning, for fx at give bedre adgang eller opfylde moderne bygningsregler? Hvordan opdaterer vi uden at skamfere? Mit arbejde befinder sig i et spænd mellem at ’passe på’ og finde løsninger, som ud fra et demokratisk princip tilgodeser alles mulighed for at bruge bygningsarven.

– Du har også lavet værdisætning på Nationalbanken?

KJJ: – Ja. Det var en virkelig spændende opgave. Jeg har lavet en grundig analyse af, hvordan bygningen er tænkt ude og inde, fra de helt store linjer, til de mindste detaljer. Og dertil hvad samspillet har været mellem alle dele – også mellem materialer og farver i forhold til arbejdsfunktioner, planer osv.

– Hvad opdagede du undervejs?

KJJ: – Jeg opdagede mange ting. Der er interiør, som meget få får lov at se. Det overraskede mig præcis hvor gennemarbejdet, banken er, og hvor mange af Arne Jacobsens designs, der er blevet brugt i huset. Det gælder alt fra teknik-rum, til seddeltrykkeri. Selv omklædningen og garagen er med Arne-designede skabe, garderobestativer og lamper. Interiøret er også transformationsvenligt; kontorerne er fx opbygget med flytbare skillevægge. Brugsmæssigt, og egentlig også rent teknisk, er det bare et helt fantastisk, gennemtænkt hus.

– Hvad mener du, man kan lære af det hus i dag?

KJJ: – Nationalbanken er selvfølgelig en helt speciel case, men man kan lære, at det er mere end almindeligt smart at få lov til at designe det hele fra top til tå, så alt passer og fungerer sammen. Fleksible og gennemtænkte løsninger er eviggyldige. Her er der tale om både æstetisk og teknisk holdbarhed. Æstetisk holdbarhed handler om, at vi er mere tilbøjelige til at bruge og passe på det, vi kan lide at se på og opholde os i. Både funktionalitet og æstetik er en del af bæredygtighedsregnskabet, når vi arbejder med renovering og transformation. Vi tænker på begge dele!

KJJ: - I de gamle huse har man brugt tid og kræfter på værdifulde materialer og skønne detaljer. Når det særegne får lov til at stå frem, og der er harmoni mellem det historiske og det moderne, hører vi ofte fra vores kunder: ”Hvor er det bare et særligt sted! Eller: ”Hvor er jeg glad for, at jeg kan arbejde her, eller bo her”.

For mig er det en stor del af glæden ved at arbejde med ældre huse.

Vi du vide mere om Dissing+Weitlings arbejde med fredede og bevaringsværdige bygninger, så kontakt arkitekt og markedschef Bente Rørbæk Jørgensen.

Læs flere ekspertinterviews.