Ledelsesskifte i Dissing+Weitlings team for kulturarv og transformation
- Date published
- 31. maj 2022
Efter 32 år hos Dissing+Weitling, heraf de sidste 6 år som partner, giver 71-årige arkitekt Kresten Kirkegaard plads til nye ledelseskræfter i teamet for kulturarv og transformation.
Som specialist i bygget kulturarv, renovering og transformation har Kresten stået i spidsen for nogle af Dissing+Weitlings helt store ombygninger og renoveringer, blandt andet af kulturklenodier som Ny Carlsberg Glyptotek og Danmarks Nationalbank, foruden erhvervsbyggerier for Novo Nordisk og Sjælsø Gruppen. Efter en lang og aktiv karriere træder Kresten nu ud af partnergruppen på et tidspunkt, hvor tegnestuens team for kulturarv og transformation står stærkt på såvel opgaver som ekspertiser.
Kresten fortsætter som arkitekt og senior projektchef inden for sit speciale, blot på nedsat blus og i fortsat tæt parløb med arkitekt og markedschef Bente Rørbæk Jørgensen, som blev en del af teamet i januar, og nu overtager den daglige ledelse af fagområdet.
- Det føles naturligt for mig at drosle ned og give ledelsesansvaret videre på et tidspunkt, hvor vi har et rigtigt stærkt hold inden for kulturarv og transformation. Jeg skruer ned på antallet af timer, men ikke for mit engagement, når jeg fortsætter som arkitekt på specifikke opgaver. Det er et privilegie at kunne give pladsen videre til Bente, som er en fagligt dygtig leder, der kan sikre kontinuitet, fremdrift og tryghed.
Kresten Kirkegaard, arkitekt.
- Kresten har ydet en enorm indsats i tegnestuens specialistteam, og det er noget af et privilegie, at vi nu har både ham og Bente på området for renovering og transformation. Opdateringer af bygninger og kulturarv står jo centralt i den grønne omstilling og det er et strategisk vigtigt indsatsområde for os.
Tine Holmboe, administrerede direktør.
Siden 2014 har teamet blandt andet stået i spidsen for Dissing+Weitlings rammeaftaler for teknisk rådgivning for Københavns Universitet, herunder renovering og ombygninger af universitetets bevaringsværdige og fredede bygninger i København og på Frederiksberg – et område som også Bente kender godt, idet hun har ledet flere rammeaftaler og længerevarende, tillidsbaserede samarbejder, herunder for Københavns Universitet.