Vandreudstilling om Arne Jacobsen og Otto Weitlings arkitektur er nået til Danmark
- Date published
- 9. februar 2023
Gesamtkunstwerke, der kaster lys over mindre kendt arkitektur af Arne Jacobsen og Otto Weitling, er nået til Haderslev, hvor Otto Weitling voksede op.
Arne Jacobsens og Otto Weitlings arkitektur er af enestående betydning for efterkrigstidens Tyskland, men en del af deres værker er gået i glemmebogen.
Det er præmissen for vandreudstillingen og bogen af samme navn, "Gesamtkunstwerke", som introducerer mindre kendte værker for et bredere publikum.
Udstillingen påskønner de danske arkitekters arbejde med en grundig præsentation af syv ud af otte tyske projekter: Atriumhäuser, Berlin 1957, Herrenhäuser Gärten, Hannover 1966, Hamburgische Electricitäts-Werke (HEW), Hamburg 1969, Gymnasium Christianeum, Hamburg 1971, Seebad Burgtiefe, Fehmarn 1973, Rathaus Mainz, Mainz 1973 og Forum Castrop-Rauxel, Castrop-Rauxel 1976.
Fra den 3. februar til 23. april 2023 kan særudstillingen ses i Haderlev i Schaumanns Klædefabrik.
Udstillingen sender gæsterne tilbage til 1960’ernes idéer og visioner og viser, hvor tæt arkitektur, byudvikling og politik er flettet sammen. Derudover vil man kunne opleve eksempler på møbeldesign og andet design fra de to arkitekters hånd.
Program
Vandreudstillingen har hidtil været vist i Berlin, Hannover, Castrop-Rauxel, Hamborg, Femern og Mainz. Efter besøget i Otto Weitlings hjemby Haderslev, rykker udstillingen videre til Rødovre, som bliver sidste stop.
Se hele programmet for vandreudstillingen.
Bag initiativet Gesamtkunstwerke står de to tyske kuratorer Hendrik Bohle og Jan Dimog.
Alle fotos tilhører kuratorerne.
Arkitektur af Arne Jacobsen og Otto Weitling i Tyskland