Program for UIAs verdenskongres for arkitekter
- Date published
- 6. oktober 2022
Den 2. - 6. juli 2023 finder verdenskongressen for arkitekter sted i København. Det foreløbige program er nu ude og præsenterer hovedtalere og oplægsholdere, heriblandt Dissing+Weitlings tilgængelighedsekspert.
I 2023 bærer København den ærefulde titel World Capital of Architecture. Titlen som arkitekturhovedstad gives af UNESCO i kraft af Københavns værtsrolle for den internationale arkitektforening UIA’s verdenskongres, som holdes fra den 2.- 6. juli.
Fagligt professionelle fra hele verden sætter hinanden stævne for blandt andet at diskutere, hvad arkitekter kan gøre for at bidrage til at løse klimaforandringer, forbedre folkesundheden og skabe inkluderende byer.
Mens den overordnede agenda for verdenskongressen hedder Sustainable Futures - Leave No One Behind, er en række undertemaer tunet ind på mere specifikke indgange til FN’s 17 verdensmål. Ud fra i alt 6 undertemaer - Climate Adaptation, Rethinking Resources, Resilient Communities, Health, Inclusivity og Partnerships of Change - skal den globale arkitektbranche diskutere, hvordan arkitekturen kan bidrage til en bæredygtig omstilling.
Fra Dissing+Weitling er arkitekt Cora Cecilia Valloire med til at kvalificere temaet Design for Inclusivity ved at levere input til programsætningen og faciliterer også en session under temaet.
Programmet opdateres løbende.
Foto: Thomas Rousing.