Dissing+Weitling vinder konkurrence om ny svingbro og byrum i Hvide Sande
- Date published
- 5. februar 2026
Sammen med Rambøll og byMUNCH har Dissing+Weitling vundet opgaven at projektere en ny svingbro og et tilhørende byrum i Hvide Sande.
Det samlede team er udpeget som totalrådgiver på projektet, der skal etablere en ny, sikker forbindelse for gående og cyklister over Kammerslusen samt udvikle et centralt byrum i havnebyen.
Projektet indgår i udviklingen af Sluseøen, hvor eksisterende havne- og infrastrukturfunktioner suppleres med nye rekreative og bymæssige kvaliteter. Den nye svingbro skal forbedre fremkommeligheden for bløde trafikanter og samtidig sikre en fleksibel løsning, der understøtter havnens drift. Byens Plads skal udvikles til et offentligt samlingspunkt med en tæt relation til vandet og havnens aktiviteter.
Fem prækvalificerede teams
I konkurrencen, som er udbudt af Ringkøbing-Skjern Kommune, deltog fem prækvalificerede rådgiverteams. Vinderen er ifølge kommunen valgt på baggrund af teamets samlede erfaring med bevægelige broer og komplekse anlægsopgaver i kystnære miljøer.
– Projektet giver os mulighed for at bringe vores internationale erfaring med bevægelige broer i spil, samtidig med at vi ser frem til at arbejde med de særlige udfordringer, som det barske vestjyske klima stiller, siger leder af Dissing+Weitlings broteam, Jesper Henriksen.
Den nye svingbro skal skabe et sikkert og mere direkte forløb for bløde trafikanter gennem Hvide Sande og samtidig supplere den eksisterende, trafikerede vejbro ved slusen. Sammen med det nye byrum skal projektet åbne området og styrke sammenhængen mellem hav, fjord og by. Balancen mellem funktionelle krav til havnedrift, redningsberedskab og stedets rå maritime karakter udgør centrale designparametre i projektet.
Projekteringen igangsættes i 2026 med forventet realisering i 2027.
Opgaven ligger i forlængelse af flere nyligt vundne mobilitetsprojekter i Jylland, herunder en visualiseringsopgave for 3. Limfjordsforbindelse samt projektet BROEN i Aalborg – begge i samarbejde med COWI.