Dissing+Weitling deler guide til Universelt Design med byggebranchen

Dissing Weitling Guide Universelt Design PR foto
10. november 2022

Dissing+Weitling står bag den nye "Guide til Universelt Design - en tjekliste til fremme af inklusion i det byggede miljø", som tegnestuen nu deler med branchen ud fra et ønske om at fremme Universelt Design (UD) og social bæredygtighed i byggeriet.

  • Hent engelsk UD-guide.

    Hent dansk UD-guide.

    "Guide til Universelt Design - en tjekliste til fremme af inklusion i det byggede miljø" er et praktisk værktøj, som fungerer som et designredskab til fri afbenyttelse for arkitekter, konstruktører og designere. Guiden skal sætte skub i branchens brug af Universelt Design og fremme opmærksomheden på ligeværdig brugeradgang og social bæredygtighed i byggeriet.

    - Guiden er et let-brugbart værktøj, der kan åbne for flere brugerperspektiver og i bedste fald udløse nye universelle ideer. Vi havde et internt behov, som vi hører, at andre fagkollegaer også har. Derfor har vi skabt et struktureret dokument, der giver overblik - lidt ligesom den gamle SBi-tjekliste om tilgængelighed - og som kommer rundt om de parametre, der bør inkorporeres for at opnå Universelt Design, siger guidens initiativtager, Cora Cecilia Lopez Valloire, der er arkitekt hos Dissing+Weitling og som har en master i inkluderende arkitektur.

  • Dissing Weitling Ecco vaerelse
    Komfort. De vellykkede designaspekter i et bygget miljø understøtter vores positive oplevelse af et rum.
  • Universelt Design-ligningen

    Guiden introducerer UD-ligningen som en metode, der kan bruges til at overveje alt fra teknik og design, til inklusion og sansestimulering i alle faser, ikke mindst i den afgørende 1. fase, skitsefasen.

    Tilgængelighed + (X1 + X2 + X3.... + X10) = Universelt Design

    X er det ubekendte, det ’extra’ der skal til, for at opnå en Universelt Design-løsning og som varierer afhængig af kontekst og brugere.

    X for 'extra'

    I guiden er de foreslåede 10 X’er/parametre udarbejdet på baggrund af praktisk erfaring og teoretisk viden. Det gælder overvejelser om brugerinddragelse, social kontekst, fysisk kontekst, bygherreinvolvering, sanser, tryghed, komfort, lovgivning, oplevelse samt værdi og respekt.

    - Vi ser guiden som en metode, der skaber systematik og udvider de hensyn, som arkitekter allerede tager til fx brugeradfærd og omgivelser. Med vores guide er arkitekten nået til næste niveau i brugerforståelsen, så løsningerne ikke længere kun retter sig til bestemte brugere nu og her, men ideelt set til alle brugertyper og -behov igennem livet. De rummer et løfte om ikke at lade nogen i stikken! De, som bruger vores guide, vil kunne se, hvordan forslagene bidrager direkte til de forskellige FN-delmål, siger Cora Cecilia Lopez Valloire.

  • Dissing+Weitling, FBAB, drone
    Social kontekst. Boliger og fælles områder kan designes, så de styrker sociale og kulturelle fællesskaber.
  • UD er et grænseløst koncept

    Universelt Design kan ses som en inkluderende designmetode og -ideologi, der i sin grundtanke vil skabe løsninger, der kan rumme så mange brugertyper som muligt. Det er principielt et grænseløst koncept uden fastlagte konkrete løsninger. Derved afviger det fra de hensyn til krav og certificeringer, som arkitekter m.fl. normalt arbejder med i det daglige.

    - Det kræver stamina at have Universelt Design som sit mål! Der er nemlig hverken lovkrav eller særlig mange bygherrer som efterspørger det endnu, så derfor må vi hjælpe hinanden med værktøjer og gode eksempler. Det er på sin vis ligesom med bæredygtighed i 90’erne, som var noget særligt ihærdige ildsjæle beskæftigede sig med, men som i dag har alles opmærksomhed. Det vil tage tid før forståelsen for Universelt Design og social bæredygtighed i praksis når samme niveau. Opmærksomheden stiger dog stødt - ikke mindst på grund af FN’s verdensmål - og det her er et lille bidrag, siger Tine Holmboe, administrerende direktør hos Dissing+Weitling.

    Webtilgængeligt dokument på dansk og engelsk

    "Guide til Universelt Design - en tjekliste til fremme af inklusion i det byggede miljø" kan hentes på dansk og engelsk i webtilgængeligt format (WCAG-kompatibelt).