Dissing+Weitling binder boliger og erhverv sammen med grønt uderum

Dissing+Weitling, Vibenshus, eksteriør syd
19. november 2019

Ved Vibenshus Runddel, på et centralt hjørne i København, opfører Dissing+Weitling boliger og erhverv med et greb, der udnytter en svær geometri til at skabe harmoni mellem de eksisterende og nye bygninger og giver plads til grønne fællesarealer.

  • Ved Vibenshus Runddel, på et centralt hjørne i København, opføres boliger og erhverv tegnet af Dissing+Weitling for ATP Ejendomme. Boliger og erhverv bindes sammen med et greb, der udnytter en svær geometri til at skabe harmoni mellem de eksisterende og nye bygninger og giver plads til grønne fællesarealer.

    Dissing+Weitlings løsningsforslag til et bolig-erhvervskompleks, som nu er godkendt af Københavns Borgerrepræsentation, adskiller de to byggetyper og skaber en ydre sammenhæng via materialer og grønne fællesarealer.

    Grøn tagterrasse og gårdhaver

    Bygningerne til de forskellige formål ligger på et byggemæssigt komplekst område i byen som gør, at geometrien bedst udnyttes ved at skille de to boligtyper ad og forbinde dem via et fælles grønt uderum, fortæller Daniel Hayden, som er arkitekt og partner hos Dissing+Weitling:

    – Over p-kælderen, imellem boligbygning og erhverv, skaber vi grønne områder til fælles brug for beboerne. Vi har arbejdet med en varieret plan og et flow mellem træer, stier og arealer til cykelparkering. Fra stuelejlighederne bliver der udgang via terrasser og trapper til gårdhaven. Erhvervsbygningen trapper vi ned mod Aldersrogade for at åbne for så meget lys og udsyn som muligt.

    Den attraktive byggegrund, som er placeret tæt på den nye Vibenshus Runddel Metrostation, omfatter knap 15.000 m², hvoraf Dissing+Weitling er arkitekter på 8.000 m² kontorer og 5.000 m² boliger. Erhvervsbygningen er på ni etager og trapper ned mod Aldersrogade til 4 etager. Bygningen markerer sig som en selvstændig bygning ud mod Vibenshus Runddel, mens boligerne er tilbagetrukket, og virker som en fortsættelse af den nuværende boligkarré.

  • Dissing+Weitling, Vibenshus, eksteriør Aldersrogade
    Københavns Borgerrepræsentation vedtog lokalplan Vibenshus Runddel Vest den 31. oktober 2019.
  • Sammenhæng mellem nye og ældre bygninger

    Alt facadedesign er i farver og materialer i tråd med de omkringliggende bygninger – og også støjmur, fælles terrasser på tagene og gode ankomstområder indgår i planerne for at skabe et godt sted både at arbejde og bo midt i København.