Tsing Lung Bridge
Ny signaturbro i Hongkong
Som en del af Hongkongs Route 11 bliver Tsing Lung Bridge en ny 1,3 kilometer lang hængebro med en markant asymmetrisk profil.
- Geografi
- Hongkong, Kina
- DK Category
- Vej- og jernbanebroer samt tunneller
- År
- 2021 - I proces
- Bygherre
- Hong Kong Highways Department
- Samarbejdspartner
- Arup Hong Kong
I samarbejde med Arup har Dissing+Weitling udviklet broens konceptuelle design. De asymmetriske tårne giver Tsing Lung Bridge sin karakteristiske profil og tegner en markant silhuet over Ma Wan Channel med det bjergrige landskab som baggrund.
På turen over broen indrammer de karakteristiske tværbjælker skiftende udsyn over vandet og landskabet, mens kabler, brodæk og tårne tilsammen skaber en klar arkitektonisk helhed.
Tsing Lung Bridge har et hovedspænd på cirka 1,3 km. Broens asymmetriske profil skyldes højdebegrænsninger fra den nærliggende Hong Kong International Airport. Vi har brugt betingelserne konstruktivt i designet og gjort asymmetrien til et bærende arkitektonisk greb.
I den tidlige designfase arbejdede vi derfor med at skabe balance og sammenhæng i konstruktionen, så asymmetrien bliver en naturlig del af broens arkitektur.
I tæt samarbejde med ingeniørerne har vi formgivet tårnene, tværbjælkerne og detaljerne omkring kablernes forankring.
Pylonerne er afrundede på indersiden og skarpere mod ydersiden, hvilket giver dem et let og præcist udtryk. De øverste tværbjælker samler tårnbenene, mens de bearbejdede afslutninger omkring kablernes forankringspunkter integrerer de tekniske elementer i broens samlede arkitektur.
Tsing Lung Bridge bliver Hongkongs første havkrydsning med fire kørebaner i hver retning. Arkitektoniske visualiseringer har været en integreret del af processen og er blevet brugt til at studere broen fra centrale udsigtspunkter og undersøge, hvordan den indpasser sig i mødet mellem vand og landskab.
For Dissing+Weitling er Tsing Lung Bridge en tilbagevenden til Hongkong og til en enestående tradition for brobyggeri. I 2000 vandt vi således den internationale konkurrence om Stonecutters Bridge, ligeledes med Hong Kong Highways Department som bygherre. Broen stod færdig i 2009 og har et hovedspænd på 1.018 meter over indsejlingen til Kwai Chung-containerhavn.