Hovedstadsområdets nye vartegn for offentlig transport åbner
- Date published
- 31. maj 2019
I dag indvies det trafikale centrum Køge Nord Station, en spektakulær gangbro, station og parkområde, som både er et signifikant knudepunkt for grøn mobilitet og et unikt eksempel på dansk arkitekt- og ingeniørkunst. Køge Nord Station er tegnet af arkitekt-teamet Dissing+Weitling og COBE med COWI som teknisk rådgiver.
Den internationale konkurrence om Køge Nord Station, som blev udskrevet af Køge Kommune, Banedanmark og DSB Ejendomme i 2014, når i dag et klimaks: Den nye trafikale port til København åbner og dermed er adgangen til mere effektiv og klimavenlig transport for alle til og fra hovedstaden en realitet.
Og mere end det: Køge og resten af regionen har fået et vartegn af internationale dimensioner. En markant, futuristiske udseende gangbro på 225 meter, som binder den nye, dobbeltsporede jernbane for højhastighedstog mellem København og Ringsted sammen med den eksisterende S-togslinje over Køge Bugt Motorvejen.
Broen er designet i et formsprog, som tager højde for et område i stor forandring og vil fungere som katalysator for fremdriften i Køge-området i de kommende år.Stationens arkitektur og tekniske design understøtter ’den gode rejseoplevelse’, hvor brugernes bevægelse inde i gangbroen er tilrettelagt med både et åbent kig mod nord og mindre udskæringer i træbeklædningen mod syd. Det skaber både udsyn og intimitet samt bevægelse og zoner til ophold:
- Folk bruger mange timer af deres liv på at rejse. Derfor har vi arbejdet med at give gangbroen kvalitet, som rækker ud over det rent funktionelle og praktiske: Det indre rum er beklædt med trælameller, som giver en varm og taktil oplevelse i transit- og ventesituationer. Det er et indbydende rum, ganske enkelt, modsat hvad man ofte kan se på stationer og transportanlæg.
- Det indre rum får kontrast af den glatte, kølige aluminiumsfacade udvendigt, som spiller op mod stedets infrastrukturelle udtryk. Banedanmark var modige og visionære, både da man udskrev konkurrencen og valgte vinderforslaget – derfor kan vi i dag glæde os over et bygningsmæssigt fyrtårn, der kan brande regionen og vise, hvad danske arkitekter og ingeniører kan. Broen har ’postkort-potentiale’, men det vigtigste er den effekt og indflydelse projektet får på mange menneskers hverdag, siger arkitekt og partner hos Dissing+Weitling, Jesper B. Henriksen.
Gangbroen er et arkitektonisk nybrud inden for stationsbyggeri