Dissing+Weitling prækvalificeret til nyt fodboldstadion i Aarhus
- Date published
- 21. december 2021
Team Dissing+Weitling, Kengo Kuma, MASU Planning og MOONN er blandt de 6 prækvalificerede hold, som ud af 42 ansøgere, nu dyster om at tegne nyt fodboldstadion i Aarhus.
Dissing+Weitling glæder sig over sammen med Kengo Kuma, MASU Planning og MOONN at være blandt de 6 udvalgte teams, som nu skal give sit bedste bud på, hvordan fremtidens fodboldstadion i Aarhus skal se ud.
Aarhus Kommune skriver i sin netop offentliggjorte pressemeddelelse:
"I et imponerende felt af 42 teams har Aarhus Kommune nu prækvalificeret seks teams til at deltage i projektkonkurrencen om et nyt fodboldstadion. Der er tale om markante arkitekter og tegnestuer fra ind- og udland."
(...) "Med referencer fra stadionprojekter som blandt andet ”Fuglereden” i Beijing, det japanske nationalstadion fra OL 2020, Stade de France – og en række øvrige markante referencer til verdensarkitektur – er det teams fra den øverste arkitektoniske hylde, der skal deltage i konkurrencen om at tegne Aarhus’ nye fodboldstadion."
Konkurrenceprojekterne skal afleveres i foråret 2022, hvorefter bedømmelsesprocessen går i gang, eventuelt efterfulgt af en forhandlingsproces. Vinderforslaget udpeges senest i efteråret 2022.
Læs mere og se de øvrige prækvalificerede hold her.
Foto: Kengo Kuma.