Dissing+Weitling flager rådgivningskompetencer på MIPIM 2022
- Date published
- 10. marts 2022
Når Dissing+Weitling deltager i årets ejendomsmesse MIPIM i Cannes den 15. – 18. marts 2022 bliver det for at markedsføre sig over for de investorer og bygherrer, som leder efter byggeprojekter, der er langtidsholdbare både socialt, miljømæssigt og kommercielt.
Dissing+Weitlings deltagelse i MIPIM sker i år i regi af Danske Arkitektvirksomheder og Dansk Industri, og tegnestuen vil således være synlig med en udstillingsplads på en fælles dansk stand.
- MIPIM giver mening for os, både fordi vi arbejder globalt og fordi boliger, domiciler og bæredygtig renovering og byudvikling er en spidskompetence hos os. I år vinkler vi eksportfremstødet på vores rådgivning om og screening af bæredygtige byggemuligheder, siger direktør i Dissing+Weitling, Tine Holmboe.
- Vi skal til MIPIM for at opsnuse nye markedstendenser og møde vores internationale samarbejdspartnere, men vi vil også markedsføre os overfor investorer og bygherrer, som kigger efter rådgivere med screeningskompetencer. Byggeriets grønne omstilling er som bekendt en brændende platform for os alle og dermed også for de udviklere, som gerne vil have råd om at realisere holdbare byggeprojekter, der gør en forskel miljømæssigt og socialt og samtidig giver mening finansielt. Vi kan rådgive om alle formalia, men det er lige så vigtigt for os at samarbejde med udviklerne om de løsninger, der skaber merværdi og sætter et positivt aftryk.
- Man vil kunne møde os på standen og her se nogle af vores løsninger inden for Bygning, Mobilitet samt Kulturarv og Transformation. Det er vores plan at vise bredden i Dissing+Weitlings rådgivning, men vi ønsker også at udvide kontaktfladen i Europa, slutter Tine Holmboe.
Dissing+Weitling rådgiver blandt andet om bæredygtighedskrav og -certificering, tilgængelighed og Universelt Design, men hjælper også med at behovsafklare og konkretisere mål og ideer, som grundlag for de videre forløb i bolig- og kontorprojekter, transformationer samt byudvikling.
Dissing+Weitling stiller på MIPIM med en trio bestående af arkitekt og partner Daniel Hayden, arkitekt og markedschef for kulturarv og transformation, Bente Rørbæk Jørgensen, samt adm. direktør Tine Holmboe.
Skal du til MIPIM og vil du gerne aftale et møde med Dissing+Weitling, kan du skrive til Daniel Hayden på dvh@dw.dk, Bente Rørbæk Jørgensen på brj@dw.dk og Tine Holmboe på tho@dw.dk