Dissing+Weitling ansætter ny administrerende direktør
- Date published
- 16. juni 2021
Tine Holmboe tiltræder medio august 2021 som administrerende direktør hos Dissing+Weitling. Med ansættelsen understøtter tegnestuen sin internationale vækst og styrker sit strategiske fokus.
Tine Holmboe er uddannet Cand. Arch. fra Kunstakademiets Arkitektskole, byggeøkonom fra Danske Byggeøkonomer og har en Executive Master i Business Administration fra Copenhagen Business School, CBS. Hun har solid erfaring med projekt- og virksomhedsledelse, og har i roller som Managing Director, tegnestue- og ledelseschef været ansvarlig for kontraktstyring og forretningsudvikling i flere danske arkitektvirksomheder.
Tine har desuden arbejdet i Kenya, New York, Belgien og Schweiz og har dermed også en international profil, der matcher Dissing+Weitling’s globale fokus. De seneste 3 år har hun befundet sig tæt på branchens virksomhedsledere og beslutningstagere som ledelseschef i brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder. Tine siger:
- Jeg glæder mig til at være med til at booste Dissing+Weitlings strategiske fokus. Jeg har beskæftiget mig meget med implementering af forretnings-strategiske indsatser i arkitektvirksomheder, så jeg føler mig godt rustet til arbejdet. Jeg kender processerne i en arkitektvirksomhed indgående og har samtidig god pejling på, hvad der sker i branchen herhjemme og internationalt.
Foruden ansættelser på tegnestuer som schmidt hammer lassen architects og NORD Architects, har Tine et indgående kendskab til sin kommende arbejdsplads:
- Jeg har altid haft stor respekt for Dissing+Weitling. Faktisk lige siden jeg trådte ind på tegnestuen som praktikant i 1994. Og når en tegnestue er så gedigen og har så stor ”staying power” som Dissing+Weitling, så tager man ikke let på at få lov til at komme tilbage i rollen som administrerende direktør. Allermest glæder jeg mig til at lære alle medarbejderne at kende. Det har jeg tænkt mig at investere masser af tid i. Det er jo dem, der er årsagen til Dissing+Weitlings succes. Og så er det selvfølgelig glasur på kagen, at jeg får lov til at tiltræde nu, hvor vi fejrer 50-året for videreførelsen af Arne Jacobsens tegnestue. Det er en arv, jeg tager meget seriøst og føler mig vildt privilegeret over at være en del af.
Tine Holmboe afløser nuværende administrerende direktør og partner Steen Savery Trojaborg. Efter mere end 10 år som administrerende direktør fortsætter han arbejdet som partner og arkitekt i tegnestuens voksende, internationale mobilitetsteam.
Fotokredit: Kenneth Nguyen