MT Højgaards hovedkontor
Arbejdsmiljøer til ethvert medarbejderbehov
Dissing+Weitling har tegnet et fleksibelt hovedkontor, som fremmer entreprenørvirksomhedens behov for videndeling og udvikling på arbejdspladsen. Indretningen varierer fra uformelle møderum over åbne kontormiljøer til stillekontorer og har vist sit værd for flere ejere.
- Geografi
- Søborg, Danmark
- DK Category
- Hovedkontorer
- År
- 1998 - 2000
- Bygherre
- MT Højgaard
- Samarbejdspartner
- Steensen & Varming
- Størrelse
- 8.385 m²
Domicilet i Søborg består af to, parallelle kontorfløje, som et stort atrium forbinder. Vi har indrettet kontorområderne, så de tilgodeser forskellige medarbejderbehov, med en kombination af åbne kontormiljøer, mødelokaler og stillekontorer. Variationen imødekommer samarbejde, fordybelse og uformelle møder.
Kontorfløjene har kig til det glasoverdækkede atrium fra alle etager, hvis rum spænder ud i bygningens fulde højde. Med bibliotek, undervisningsrum, reception, kantine og lounge danner atriet ramme om fællesfunktionerne og fungerer som et naturligt samlingspunkt for ansatte og besøgende. En terrasseret have og dagslys fra oven giver karakter og liv til kontorbygningen. I kælderen er der desuden fitnessrum og parkering.
Kontorbygningen har vist sit værd
Siden indflytningen i 2000 har MT Højgaard udnyttet kontorbygningens fleksible indretning til løbende at oprette nye afdelinger og funktioner. MT Højgaard flyttede i 2016, og i dag er bygningen domicil for revisionsselskabet Beierholm.