Danmarks Nationalbank
Renovering af et nationalklenodie
Renovering af Nationalbanken kræver specialviden om materialer og byggetekniske metoder, fra Arne Jacobsens tid.
- Geografi
- København, Danmark
- DK Category
- Arbejdsmiljø og uddannelser, Transformationer, Kultur
- År
- 1971 - 2022
- Bygherre
- Danmarks Nationalbank
Som Arne Jacobsens ’arv-tagere’ har Dissing+Weitling gennem flere årtier arbejdet med arkitektydelser, teknisk rådgivning, værdisætning og renovering af Danmarks Nationalbank.
Vores specialviden om den i dag fredede Danmarks Nationalbank stammer fra tegnestuens grundlæggelse i 1971; Otto Weitling overtog sammen med Hans Dissing projekteringsarbejdet på de sidste etaper af banken efter Arne Jacobsens død.
Dissing+Weitling gennemførte således etape 2 (1972-1978) med alle bankfaciliteter, kontorer, repræsentative rum, banksalen, forhallen samt hovedindgangen og etape 3 (1976-1978) omfattende bankens servicefunktioner og parkeringskælder.
Siden har vi arbejdet på Nationalbanken fra 2001-09, igen fra 2004-05 og vandt en 4-årig rammeaftale 2018-22.
Otto Weitling overtog projekteringen af Danmarks Nationalbank efter Arne Jacobsens død i 1971 Forhalen
Fra 2004-2005 udførte Dissing+Weitling en renovering af Nationalbankens forhal og tegnede et nyt receptionsområde.
Arbejdet omfattede en ny receptionsdisk, som er tilpasset bankens funktion i dag. Fra den beskedne hovedindgang ud mod Havnegade åbenbarer den kileformede og katedrallignende forhal sig med næsten 20 meter til loftet.
Dagslys slipper ind gennem høje, smalle vinduesspalter mellem facadesøjlerne og skaber grafiske effekter på væggene, der er beklædt med Porsgunn-marmor, som også er brugt til bankens facade. Forhallen er som en del af etape 2 projekteret af Otto Weitling efter Arne Jacobsens død.
I den tidligere rygesalon er væggene beklædt med pæretræ, gulvene er af doussiertræ, mens plantevitriner, placering af møblement, belysning samt kunsthåndværk er nøje tilpasset rummet.
Kantinen
Tag, reception og kantine
Fra 2001-09 varetog Dissing+Weitling omfattende tagrenovering i rollen som totalrådgiver, og fra 2004-05 stod Dissing+ Weitling for transformation af kantinen og ny tilpasset reception i bankens forhal.
Den oprindelige disk i forhallen er blevet til en ny, åben reception, der som et indsnit med rene linjer diskret integreres i rummet. På den måde understreger receptionen netop forhallens enkle materialevalg, dimensionering og oplevelsesmæssige effekt.
Receptionsnichen er beklædt med pæretræspaneler, og træets varme farve står i kontrast til marmorbeklædningens kølige farvetoning og spiller sammen med tekstilkunstnerKim Navers ovenbelyste røde og gyldne gobeliner i rummets modstående side.
De røde og gyldne gobeliner er skabt til Nationalbanken af tekstilkunstner Kim Naver. Værdisætning
Dissing+Weitling har udarbejdet en fredningsmæssig værdisætning med udførlig registrering og beskrivelse af de bærende bevaringsmæssige værdier. Arne Jacobsens tegninger, oversigt over farvebrug, oversigt over belysningsarmaturer, materialevalg og andet arkivmateriale er samlet fra mange kilder, koordineret og gjort tilgængelige med henblik på at sikre overleveringen af den arkitektoniske arv.
Værdisætningen giver et overblik over Nationalbankens oprindelige bygningsdesign og materialer, og registreringen viser interiørets arkitektonisk-historiske værdi på en tretrinsskala. På den måde skaber værdisætningen et fagligt grundlag for bevaring af bygningens designmæssige og arkitektoniske helhed som Gesamtkunstwerk.
Videreførelse af arven
Gennem tiden har vi haft det privilegium at vende tilbage til flere af de værker, som Arne Jacobsen tegnede, og til dér, hvor tidens ændrede krav eller andre faktorer har gjort det nødvendigt med supplerende vedligehold eller renovering. Det gælder både bygningsfysiske forhold og funktionsmæssige tilpasninger.
Et aktuelt eksempel er Hamburgische Elektricitäts-Werke AG (HEW) i Hamborg - en 48.600 kvadratmeter stor kontorbygning, opført som en umiddelbar forløber for Nationalbanken.
HEW er et fremragende eksempel på Arne Jacobsens og Otto Weitlings helhedsorienterede tilgang til arkitektur. Begge værker rummer nøje kuraterede materialer, som blandt andet Porsgrunn-marmor og pæretræ, og elementer som plantekasser, belysning og dørgreb - alt er tegnet af Jacobsen selv.